I 2007 på teaterskolen havde jeg en åben periode på i alt otte uger hvor jeg frit kunne vælge et projekt. Jeg valgte at arbejde med Kurt Weill og Bertolt Brechts ballet og sangforestilling "de syv dødssynder". Den handler om Anna og Anna som drager ud i verden for at opnå deres drøm om lykken: Det lille hus i Louisiana. Undervejs møder de de syv dødssynder og må gøre synderne til dyder for at overleve. Så Anna står igennem sult, prostitution, slukkelse af retfærdighedssans og afkald på kærligheden. Kampen for overlevelse medfører at den Anna, der står for det følelsesmæssige og intuitive, må dø. Den fornuftige Anna overlever. Og opnår "det gode liv". Jeg synes historien om mennesket der kæmper for det gode liv er meget vigtig at fortælle, og håber at få flere muligheder for at fortælle versioner af den historie. Jeg oversatte selv teksten fra tysk og redigerede i fælleskab med pianisten Fini Høstrup partituret til at passe til én kvinde og en pianist.
Indsat i kategorien